Gadens navn

Hvofor buggesgade ?

Niels Bugge (*omkring 1300, † 1359) hørte til de jyske stormænd, som kom til magt ved at slutte sig til grev Gert. Han opnåede store rigdomme og ejede flere hovedgårde, af hvilke Nørre Vosborg tæt ved Storåens udløb i Nissum-fjord, skal have været hans fædrenegård. I folkevisen om Niels Ebbesen nævnes Bugge blandt dem, der havde opsagt den holstenske greve troskab - men noget sikkert vides der ikke om hans holdning i denne tid. 1345 erhvervede han Hald Hovedgård, der siden var hans hovedsæde. Han hørte til Valdemar Atterdag’s råd og deltog i kongens krigstog til Mecklenburg og Brandenburg 1349-50, men faldt snart efter fra, ligesom de andre jyder misfornøjet med Valdemar’s strenge regimente. I 1351 deltog han i opstanden mod kongen i forbund med de holstenske grever og hertug Valdemar af Sønderjylland, men da forliget blev sluttet 1353 ved Vindinge å, blev han optaget deri. 1355 var han et virksomt medlem af det kongelige Retterting, der blev afholdt rundt om i Jylland, men i de følgende år kom jydernes misfornøjelse atter til udbrud, og Bugge hørte til deres hovedledere. I slutningen af 1358 skulle der finde en forligsforhandling sted, mæglet af kongens søn Christoffer og et par bisper. Med sikkert lejde kom Bugge over til Sjælland, ledsaget af Ove Stigsen og Peder Andersen. I Slagelse mødtes de med Valdemar, hvis krav dog var uacceptabel, hvorfor jyderne et par dage før jul tog forbitrede af sted. På hjemrejsen blev alle tre adelsmænd myrdet i Middelfart. Dette drab er besunget i en folkevise, der har hele sin sympati på Bugge's side:

Herre Christ give de Medelfarer Skam, de vog Hr. Bugge, den velbyrdige Mand

Kongen blev opfattet som den, der stod bag ved drabet, men han fralagde sig al ansvar. Bugge’s efterkommere sank ved et ufrit ægteskab ned i bondestanden. Hans gård Hald blev købt af Valdemar og af Dronning Margrete 1. skænket til Viborg bisp.

Niels Bugge var gift 2 gange. Hans første hustru, Lisbeth Palnesdatter Juul, var datter af marsken Palne Jonsen Juul og Elne Nielsdatter Lendi af Troldorp. Anden gang var han gift med Ingeborg Vendelbo. I sit første ægteskab fik han døtrene Kirsten og Ellen, som blev gift med hhv. Niels og Christiern Vendelbo, samt sønnerne Niels og Mikkel. I sit andet ægteskab fik han sønnen Knud samt datteren Lisbet, gift med Gotskalk Skarpenberg.